Tab 16 kilo på 1 time !!!

 

En ganske almindelig hverdag i skolernes sommerferie, aftalte formanden Peer og jeg, at vi lørdag
d. 5. juli 2008 skulle tage en tur på vores charmerede italienske trækdyr.
Nu ville vi selvfølgelig ikke tage af sted uden andre medlemmer fra VKV blev varskoet.
Straks sendte formanden en mail ud til medlemmerne og tilbød dem en tur – men ingen svarede.
Om det var fordi Tour de France 2008 startede denne dag eller fordi at vejret var solrigt og viste sig
fra sin bedste side ved jeg ikke. Summasumarum. Vi var kun formanden, min søn Mads på 13 år og jeg selv.
Allerede ved mødestedet i Stormgade i Esbjergs nordlige bydel, anede jeg noget var galt.
Den ellers så velproportionerede formand lagde ud med at sige ”jeg har tabt 16 kilo”.
Nå tænkte jeg, det er sqú da ikke i hovedet han har tabt kiloene. Inden jeg fik sagt hvad jeg tænkte
forsatte han”jeg har lettet Vespa´en for anhængertræk og sidevognsbeslag”.
ØV ØV og atter ØV. Desværre ingen mirakelkur mod for mange kilo denne gang.
Med HELT fyldte tanke kørte vi ad hovedvejen fra Esbjerg til Varde og videre til Karlsgårde Sø
I Karlsgårde blev der for snart 100 år siden anlagt en kunstig sø, som forsyner turbinerne på
Karlsgårde Værket med vand, så der kan produceres el.
Som en reinkarnation af Dr. Lieberkind og Piet Van Deurs fortalte formanden om værkets historie
og om forløbene af de mange åer i området og den fauna som er i området. Vi så fisketrapper og en
udstoppet gedde på næsten 15 kg. som var fanget i søen. En rigtig grim fyr, som jeg nødigt ville møde, når man var ude og soppe.
Op på nakken af Vespa´en og videre til Tambours Have. Nu var det tid for Mads at få en is.
Pudsigt at børn altid vælger den dyreste is, når man siger frit valg ?
Mens Mads guffede isen i sig, viste Peer med stor lidenskab rundt i området, som også er en del af
Karlsgårde Sø. Han fortalte endda hvor de bedste fiskepladser er – jeg har lovet ikke at fortælle det videre....
Nu var tiden inde for at besøge Hans & Grete. Vi skulle nemlig til Kvie Sø og besøge
Pandekagehuset. Ja, det hedder det faktisk og der bliver bagt pandekager.
Kvie Sø er omkranset af træer og krat. Langs bredden er der en del sommerhuse og en lille campingplads.
 Ved Pandekagehuset er en lille strandbred med helt hvidt sand. Vandet er ikke særlig
dybt og helt ideelt for familier med småbørn. Standen var denne dag velbesøgt.
Mads fik IGEN en stor is. Vi andre noget koldt at drikke og en bakke pommesfrites. Ved bordet,
faldt vi i snak med en ca. 35 årig mand. Han talte næsten perfekt dansk, men med en smule
ubestemmelig dialekt. Efter lidt afhøring af manden indrømmede han, at han faktisk kom fra
Holland, men boede i Danmark. Flot at en tilflytter behersker det danske sprog så godt.
Vi fik set det vi skulle ved Kvie Sø – bare ikke Hans & Grete. Videre gik det til Ansager,
hvor den kendte sanger og sangskriver Helge Engelbrecht bor. Derfra til Roust, Esbjerg Lufthavn og hjem.
Undervejs forsøgte jeg at krydse klinge med formanden. Den løber rigtig stærk hans Vespa.
respekt – den er meget hurtigere end min. Måske er det de 16 kilo ?
 
En stor tak til Peer for denne tur. Håber vi kan gøre den om igen. ( med flere medlemmer )
Men turen gav inspiration til flere ture i VKV-regi. Så medlemmerne kan bare vente sig.
I bliver snart igen inviteret med på tur.
 
Lars Kingo.